Dronning Mathilde i lyserødt til forretningsfrokost
Siden dronning Fabiolas død i starten af december, har Belgiens dronning Mathilde primært været i sorte eller mørke outfits.
Men som altid er livet nødt til at gå videre, og det mener Mathilde måske også, for nu er hun så småt begyndt at finde de friske og lyse farver frem igen.
I dag, onsdag den 7. januar, var hun sammen med sin mand, kong Philippe, vært for et frokostmøde tidligt på eftermiddagen for præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, som er tidligere ministerpræsident i Polen.
Dronningen var smuk
Dronning Mathilde så meget smuk ud under mødet i en lyserød kjole, som godt kunne se ud til at være fra hendes yndlingsmærke, Natan.
Kjolen har korte ærmer og en diskret åbning ved halsen og et gyldent bælte.
En lignende kjole kan findes på Natans hjemmeside.
Donald Tusk fordømte terrorangreb
Kongeparrets møde med Donald Tusk fandt sted nogenlunde samtidigt med, at nyhederne om de forfærdelige angreb mod den franske satireavis Charlie Hebdo i Paris dukkede op.
Efter mødet med dronning Mathilde og kong Philippe, fordømte Donald Tusk angrebene i en officiel udtalelse.
Denne artikel er lavet i samarbejde med royalista.com (link fjernet).