Dronning og datter stråler i næsten samme outfit: Sådan har de stylet klassikeren
Belgiens dronning Mathilde og hendes datter, 15-årige prinsesse Eléonore, kunne forleden nyde en mor-datter-dag, da de sammen tog en tur i operaen for at se forestillingen "Cassandra".
Det skriver det belgiske kongehus på deres Instagram.
– Dronningen og prinsesse Eléonore deltog i opførelsen af "Cassandra" i går på @lacoin.demunt, den første opera af den belgiske komponist Bernard Foccroulle, skriver det belgiske kongehus.
Mor og datter tog temaet "mor og datter-aften" til nye højder, da de begge havde valgt at iføre sig smukke, stilrene outfits, som mindede om den andens.
Prinsesse Eléonore bar et par elegante, sorte bukser med brede ben og en kortærmet, glimtende sort top fra det belgiske teenage-tøjmærke "INDEE".
Meget i samme stil havde dronning Mathilde ligeledes valgt at iført sig et par sorte bukser med brede ben og dertil en elegant, mørkegul bluse med sort blomsterprint. Også hun havde valgt tøj fra et belgisk mærke, nemlig luksusmærket "Maison Natan".
Se billederne af mor og datter i deres smarte, sorte bukser på den hyggelige aften i operaen på billederne nedenfor fra det belgiske kongehus' Instagram: