Efter sensationel afgørelse: Mød Belgiens nye prinsessefamilie
Det kom som en kæmpe overraskelse, da kong Alberts udenomsægteskabelige datter, Delphine Boël, 52, i torsdags vandt retten til fremover at benytte sin fars slægtsnavn, Sachsen-Coburg og Gotha, samt titlerne "Hendes Kongelige Højhed" og "Prinsesse af Belgien".
Nu skal belgierne vænne sig til at have en ny prinsesse i landet og mange er sikkert spændte på at lære hende bedre at kende.
Amerikansk gift
Prinsesse Delphine blev født den 22. februar 1968 i Bruxelles og voksede op som Delphine Michéle Anne Marie Ghislaine Boël.
Sammen med sin irsk-amerikanske mand, James O´Hare, har hun datteren Joséphine, der nu har fået titlen af prinsesse og den 17. oktober fylder 17 år, og sønnen Oscar, med titlen af prins, der er 12 år gammel.
Søde familiebilleder
På sin Instagram-profil delphine_boel har Delphine flere gange delt dejlige familiebilleder.
Tryk her for at se det seneste og meget søde billede af prinsessens børn.
Uddannet kunstner
Sin uddannelse fik Delphine på en kostskole i Schweiz og senere studerede hun på Chelsea School of Art and Design i London, hvor hun afsluttede sit studie med en bachelorgrad i billedkunst i 1991, oplyser hun på sin hjemmeside.
Prinsesse Delphine er i dag en anerkendt kunstner, der skaber kunstvideoer, skulpturer og farverige malerier og har udstillet i blandt andet Belgien, Frankrig, England og Holland.
18 år langt forhold
Delphines mor, baronesse Sybille de Sélys Longchamps, havde et udenomsægteskabeligt forhold med belgiske kong Albert i 18 år, fra 1966 til 1984.
Delphine Boël voksede op hos sin mor og hendes mand, forretningsmanden Jacques Boël, der vedkendte sig rollen som far.
Parret blev dog skilt i 1978 og efterfølgende giftede moderen sig igen med rigmanden Michael Anthony Rathborne Cayzer.
Flyttede til London
I et interview med tyske Gala fra 2014 har Delphine Boël fortalt, at hun de første år af sit liv boede i den mondæne belgiske badeby Knokke i Flanders.
Senere flyttede hun så med sin mor til London.
Første rygter
Allerede i 1999 opstod de første rygter om, at kong Albert skulle have en udenomsægteskabelig datter, i forbindelse med en uautoriseret biografi om kongens hustru, dronning Paola.
Og i et interview med et fransk medie i 2005 fortalte Delphine så for første gang selv, at hun var datter af den belgiske konge.
Hun forklarede også, at hun fik sandheden om sin kongelige far at vide af sin mor, da hun fyldte 17 år.
Gik rettens vej
Men først i 2013 gik hun rettens vej for at få kongen til at anerkende sit faderskab.
Hårdt presset anerkendte kong Albert så endelig at være biologisk far til Delphine i januar i forbindelse med en DNA-test.
For børnenes skyld
I et interview med belgiske VRT i august fortalte Delphine, at der var en helt særlig grund til, at hun havde valgt at føre den svære sag mod sin far.
- Den vigtigste grund er, at mine børn aldrig skal være i tvivl om, hvor de kommer fra, som hun sagde, mens hun samtidig understregede, at hun havde gjort det uanset, hvem hendes far havde været.
Godt forhold
Prinsesse Delphine har også tidligere fortalt, at hun havde haft et godt forhold til sin kongelige far i sin barndom og sin ungdom, hvor hun så en del til ham.
Kong Albert, 86, abdicerede i 2013 og videregav tronen til sin søn Philippe.
Sammen med sin familie bor prinsesse Delphine i dag i Bruxelles.