Prins Laurent i ny skandale
Prins Laurent , den belgiske konges yngste søn, er igen-igen endt i den slags overskrifter, som ethvert kongehus helst vil være foruden. Og det er efterhånden med god grund, belgierne nu kalder 48-årige Laurent for skandaleprinsen.
Den seneste flovmand handler om, at prinsen på eget initiativ tog på rejse til DR-Congo i Afrika - det tidligere Belgisk Congo. Både kongehuset og premierministeren personligt havde ellers bedt ham om at blive hjemme. Men prinsen rejste alligevel til den gamle kolonistat, som siden selvstændigheden for 50 år siden har haft et særdeles anstrengt forhold til Belgien. Hans formål med rejsen var angiveligt at studere den tiltagende udryddelse af afrikanske skove. Prinsen har længe forsøgt at profilere sig som både miljøets mand og dyrevelfærdens fortaler, dog med skiftende held.
Blandt de tidligere skandaler kan i flæng nævnes en gammel sag om korruption, hvor han dog endte med at blive frikendt. Han har to gange mistet kørekortet for at køre for stærkt, senest i februar i år, hvor han forresten også kom i overskrifterne, fordi han satte sig på business class i et fly, hvortil han kun havde billet på turistklasse.
I forbindelse med sine fartbøder har prinsen gjort sig til talsmand for, at "folk med hurtige biler bør have en speciel licens til at køre stærk"…