ROYAL MÆRKEDAG: Stort tillykke til dronning Mathilde og kong Philippe
Det belgiske kongepar kan fejre 20-års bryllupsdag.
Kong Philippe og dronning Mathilde kan onsdag fejre 20-års bryllupsdag. Det kom som noget af en overraskelse for de fleste belgiere, da kronprins Philippe i efteråret 1999 kunne præsentere sin forlovede, talepædagog, psykolog og grevindedatter Mathilde d’Udekem d’Acoz. De havde mødt hinanden til tennis og formåede i tre år at holde deres forhold hemmeligt, og på trods af, at kronprinsen var 13 år ældre end sin udkårne, var de nu så forelskede, at de skulle giftes.
Brylluppet stod den 4. december 1999, og den 25-årige brud var klædt i en brudekjole fra den belgiske designer Edouard Vermeulen. For at tage hensyn til det kolde decembervejr havde den enkle kjole i hvid silke med bådudskæring en frakke udover. Den høje, opretstående frakke på kraven skærmede for vinden, mens de små, fine stofbetrukne knapper i midten af frakken og på ærmerne var elegante detaljer.
Et fem meter langt slæb og sløret bestående af kongefamiliens Bryssel-kniplinger samt et lavt diamantdiadem fuldendte det vinterlige prinsesse-look. En overordentlig stor og grøn brudebuket bestående af liljer, amaryllis, roser og grønne ranker tog dog næsten fokus fra den flotte brudekjole- og frakke. Kronprins Philippe og Mathilde d’Udekem d’Acoz blev først viet borgerligt på rådhuset og derefter velsignet i St. Michael et Gudula-katedralen.
Parret har efterfølgende fået fire børn – kronprinsesse Elizabeth fra 2001, prins Gabriel fra 2003, prins Emmanuel fra 2005 og prinsesse Eléonore fra 2008. Den 21. juli 2013 blev kronprinsparret til kong Philippe og dronning Mathilde, idet den belgiske kong Albert II abdicerede på grund af helbredsmæssige årsager. Se billeder fra parrets bryllup i galleriet ovenfor.
20 års bryllupsdag: Tillykke til dronning Mathilde og kong Philippe