Åh nej: Kong Harald snubler og falder på den røde løber ved havnen i København
Det norske kongepar kong Harald og dronning Sonja er på officielt besøg i København og Aarhus over den 15. og 16. juni.
Torsdag formiddag lød startskuddet på det officielle besøg, da dronning Margrethe tog varmt imod sine nære venner ved Nordre Toldbod i København.
Her sejlede kong Harald og dronning Sonja ind til kajen, hvor dronning Margrethe stod klar til at modtage dem med åbne arme.
Men inden de nåede så langt som til at give hinanden et kram, var den 86-årige konge med sine krykker på vej op ad en række trin for at hilse på dronning Margrethe, som stod for enden af trappen.
Inden han nåede så langt, snublede han uheldigvis og faldt til jorden. Han blev dog hurtigt hjulpet på benene igen og havde et stort smil på læben, da han omfavnede en ligeså smilende dronning Margrethe.
Ifølge TV 2 var han umiddelbart efter sit fald klar med en kæk bemærkning:
- Jeg kommer i næsegrus beundring for Dem, lød det ifølge mediet fra kongen, som altså lod til at have det helt fint efter sit lille fald.
Indlagt sidste måned
Den norske konge blev i starten af maj indlagt på Rikshospitalet i Oslo for at modtage behandling for en infektion.
Kong Haralds helbred har været skrantende de seneste år, hvor kongen, foruden problemer med mobiliteten efter en knæoperation for nogle år siden, har kæmpet med flere infektioner og deraf følgende indlæggelser, blandt andet i august og lige inden jul sidste år, så der til det sidste var tvivl om, om kongen kunne gennemføre den traditionelle nytårstale.
Heldigvis er kongen hver gang kommet sig efter sine indlæggelser og kan altså nu nyde et par dejlige dage i Danmark. Så sent som i sidste uge blev han af pressen spurgt ind til sit helbred, og her lød det overskudsagtige svar ifølge TV 2:
- Hvordan synes I, det ser ud? Det går rigtig fint, sagde kong Harald til pressen i sidste uge.