To år siden i dag: Bevægende scener på Fredensborg Slot
Prins Henriks båre blev om formiddagen den 15. februar for to år siden båret ud fra Havesalen på Fredensborg Slot tæt fulgt af den kongelige familie.
Kisten var smykket med prins Henriks flag og blev af livrister ført ud til bilen, som kørte prinsen fra Fredensborg til Amalienborg.
Her stod båren, indtil den overførtes til Christiansborg Slotskirke.
Dronning Margrethes smukke afsked
Det var en bevægende scene, da dronning Margrethe sendte båren med sin elskede mand et afskedsblik.
Dronningen havde ved sin side barnebarnet prins Christian, og lige bag hende stod kronprins Frederik sammen med kronprinsesse Mary.
Blikkene fulgte båren
Alles blikke fulgte prinsens flagsmykkede kiste, da den blev sat i rustvognen.
Herefter gik dronningen ned ad trappen for at sætte sig i kongehusets Rolls-Royce, Store Krone, som kørte bag rustvognen med følge af kronprinsfamilien samt derefter prins Joachim og hans familie.
Trine Larsen kommenterer
Her kan du se eller gense kongefamiliens sidste bevægende og smukke afsked på Fredensborg Slot. Hofreporter Trine Larsen kommenterer den historiske begivenhed.