Ændres noget ved Royal Run sig for Frederik nu hvor han er blevet konge? Det siger han selv
Royal Run er tilbage, og kong Frederik er netop blevet taget imod i Fredericia. Hundredevis af borgere var mødt op på stranden for at få et glimt af kongen, der kom sejlende i land og blev taget imod på Cirkelbroen.
Her mødte han blandt andre TV 2’s reporter, der spurgte ind til, hvordan det bliver for Frederik for første gang at gennemføre Royal Run som konge.
- Jeg er glad for, ligesom alle de andre år, at se, at Royal Run vinder indpas, og at folk har lyst til at få et nummer og trække i tøjet, når dagen kommer og komme ud at bevæge sig, svarede Frederik, som dermed også sagde, at der ikke er noget, der har ændret sig ved løbet, selv om der nu for første gang er en konge, der løber med.
Kongen nævnte også, at det lige giver 8-10 procent ekstra, at vejret er med løberne på denne smukke 2. pinsedag, og at han glædede sig til for første gang at løbe i Fredericia – en by han ikke kender særlig godt, afslørede han.
I byen skal kong Frederik løbe one mile. Sidste år klarede han distancen på otte minutter og 13 sekunder. Han skal derudover løbe i både Aarhus og København/Frederiksberg.