Aldrig sket før: Prins Joachim og prinsesse Marie bryder kongelig tradition
Kongehuset udsendte torsdag en højst overraskende nyhed om, at prins Joachim og prinsesse Maries søn, grev Henrik, 13, skal konfirmeres på Kristi himmelfartsdag torsdag den 18. maj i Frederikskirken i Paris, hvor prinsefamilien har deres hverdag.
Dermed bryder de i en lang kongelig tradition for, at dronning Margrethes børnebørn bliver konfirmeret i Danmark, nærmere betegnet Fredensborg slotskirke.
Lang tradition
Grev Nikolai blev konfirmeret den 18. maj 2013 i Fredensborg slotskirke, grev Felix blev konfirmeret den 1. april 2017, prins Christian blev konfirmeret den 15. maj 2021 og prinsesse Isabella den 30. april 2022, også i Fredensborg.
Traditionen med at blive konfirmeret i Fredensborg slotskirke går mere end 100 år tilbage.
Således blev dronning Margrethe og hendes søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, samt dronningens far, kong Frederik 9., også konfirmeret i den historiske kirke.