Anden gang på kort tid for prins Christian: Nu sker det igen
Det er kun tre uger siden, at tyske medier begejstret skrev om prins Christians konfirmation i Fredensborg, hvor de blandt andet fremhævede, hvor galant han var overfor sin farmor, dronning Margrethe.
Og nu er der igen fuld fokus på den unge flotte danske prins i vores naboland i forbindelse med næste weekends Genforeningsfejring i Sønderjylland.
Historisk møde
For her skal prins Christian, 15, sammen med sin far, kronprins Frederik, og sin farmor, dronning Margrethe, møde landets forbundspræsident/bundespräsident Frank-Walter Steinmeier, 65, der er Tysklands statsoverhoved og dermed varetager landets højeste embede.
Og det vækker i den grad opsigt i Tyskland, hvor prins Christian kommende møde med præsidenten bliver fremhævet i overskrifter hos blandt andet Gala, TZ, og Ruhr 24.
Samtidig skriver de tyske medier, at prins Christian nu for alvor kaster sig over de officielle pligter.
Stor interesse
Interessen for de danske kongeliges deltagelse i søndagens fejring fortsætter med sikkerhed i weekenden, hvor en større tysk pressedelegation har meldt sig til at dække begivenheden.
Under fejringen krydser prins Christian, kronprins Frederik og dronning Margrethe den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding i karet og deltager derefter i en dansk-tysk festgudstjeneste i Haderselv domkirke sammen med blandt andre statsminister Mette Frederiksen og præsident Steinmeier.