Andreas Mogensen fik medalje: Ordene fra hans hustru fik dronning Margrethe og gæster til at grine
Det har været et par begivenhedsrige dage for Andreas Mogensen.
Mandag deltog han i kong Frederik og dronning Marys allerførste statsbesøg som kongepar, da de besøgte Sverige.
Her fik den danske astronaut lov at være med til en gallamiddag blandt andet.
Tirsdag dukkede han så op på Københavns Rådhus.
Her var han nemlig også tiltænkt en helt særlig rolle. Håndværkerforeningen afholdt deres medaljeuddeling, og Andreas Mogensen var blevet udnævnt som foreningens Æreshåndværker.
Han modtog den flotte udmærkelse foran dronning Margrethe, der også tidligere har modtaget samme medalje.
Da astronauten gik på talerstolen for at takke for hæderen, fik han dronning Margrethe og resten af gæsterne i salen til at grine.
For Andreas Mogensens hustru Cecilie var ikke helt så imponeret over hans bedrifter.
- Jeg er som sagt ikke selv håndværker. Jeg er ingeniør, lød det indledningsvist fra ham.
- Da jeg fortalte min hustru, at jeg var blevet udnævnt til Æreshåndværker, begyndte hun hurtigt at remse alle de projekter rundt omkring i huset, som jeg manglede at nå at lave, fulgte han op med et glimt i øjet.
Den kække bemærkning fra hustruen sendte et grin igennem salen, der var fuld af godt 700 gæster.
Andreas Mogensen takkede naturligvis også for den flotte udnævnelse som Æreshåndværker.
- Tusind tak til Håndværkerforeningen i Kjøbenhavn for den fine udmærkelse. Det er en stor ære, lød det i takketalen.