Arbejder i verdens brændpunkter: Seje Puk Damsgård hædret af dronning Margrethe
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Bifaldet var stort fra dronning Margrethe og resten af de inviterede ved Håndværkerforeningen Københavns medaljeceremoni på Københavns rådhus, da DR's korrespondent Puk Damsgård blev udnævnt til årets Æreshåndværker.
- Med sin vedholdende stræben, flid og dygtighed har dette års æreshåndværker været med til at skabe en bredere og mere nuanceret forståelse af den verden, som vi lever i, lød det blandt andet i begrundelsen, som formand for Håndværkerforeningen, oldermand og malermester Per Vangekjær, læste op i sin tale.
- Puk Damsgård er, kort sagt, en knalddygtig formidler. Hun har dedikeret sit liv til at gøre os andre klogere på verden, særligt Mellemøsten, og det mestrer hun til perfektion, sagde han endvidere.
Se Puk Damsgård blive hædret af dronning Margrethe og Håndværkerforeningen København øverst i artiklen
Utrættelig indsats
Puk Damsgård har været DR’s Mellemøstkorrespondent siden 2011 og er lige nu bosat i Libanons hovedstad Beirut, hvorfra hun dækker hele regionen.
Senest har hendes utrættelige indsats også bragt hende til Ukraines hovedstad Kyiv for at dække krigen.
Det er ikke første gang, at hun bliver hædret af dronningen.
I 2020 overrakte dronningen således Rungstedlundprisen til korrespondenten for hendes store engagement i verdens brændpunkter og hendes ukuelige og vedholdende evne til at formidle beretninger om menneskene og deres livsvilkår.
Flittig forfatter
Sideløbende er Puk Damsgård forfatter og har udgivet ni bøger, deriblandt Ser du månen, Daniel, om den danske fotograf Daniel Rye, som sad fanget i 13 måneder hos Islamisk Stat i Syrien.
Lige nu er Puk Damsgård aktuel med den vanvittig spændende podcast Opgøret på DR Lyd, hvori hun endnu engang dykker ned i sagen om Daniel Ryes kidnapning og hans fangevogtere fra Islamisk Stat, kaldet "The Beatles".
Allerede dagen efter medaljeoverrækkelsen var Puk Damsgård på farten igen - denne gang går turen til Afghanistan.