4. jul. 2024
Af Sofie Nymand

Billeder af Frederik, Mary og Vincent uden redningsveste har fået flere til at reagere – men her er forklaringen

Kong Frederik, prinsesse Josephine, prins Vincent og dronning Mary
Kong Frederik, prinsesse Josephine, prins Vincent og dronning Mary
Foto: Kongehuset
En række billeder og en video viser, at kongeparret og deres yngste søn sejlede ud uden redningsvest. Her er forklaringen.

Hvor er redningsvestene?

Det er spørgsmålet, der går igen i kongehusets kommentarspor, efter de onsdag delte en række billeder og en video af kongeparret og deres yngste søn til søs.

I øjeblikket rejser kongeparret og deres to yngste børn, prins Vincent og prinsesse Josephine, rundt i Grønland, og efter fire dage med flere programpunkter tog de onsdag en velfortjent fridag, hvor de kunne sejle rundt på egen hånd.

Under turen fra Sisimiut til Nuuk, valgte kong Frederik og dronning Mary at pakke fiskestængerne og tage på fisketur sammen med prins Vincent.

De sejlede fra Kongeskibet Dannebrog ud i Evighedsfjorden i et mindre fartøj, og herfra smed de snøren ud.

Det er dette, der er blevet foreviget på kongehusets sociale medier – og det er her, man kan se, at redningsvestene mangler, hvilket har fået flere brugere til at reagere.

Men trods den undren, der fylder i kommentarsporet, er det ikke lovpligtigt at bære redningsveste under sejladsen.

Ifølge bekendtgørelsen om redningsveste i mindre fartøjer skal man derimod medføre redningsveste eller svømmeveste til alle ombord – om end man ikke behøver have dem på.

Vestene skal passe til de enkelte ombord i forhold til vægt, og så skal de naturligvis anvendes i henhold til den instruks, der følger med.

Læs mere om: