Blæst bagover af brøl! Frederik modtaget som en konge
Kronprins Frederik overværede onsdag Den Kongelige Livgardes Urparade, og på vegne af Majestæten overrakte kronprinsen "Dronningens Ur" på Livgardens Kaserne i København.
Kronprins Frederik optrådte i denne specielle rolle for første gang, og han fik en fornem modtagelse ved ankomsten til kasernen.
Kronprins Frederik modtaget med brøl
Garderne brølede “kronprinsen leve, hurra, hurra, hurra!“, og det var noget, som gjorde et indtryk på Frederik og alle omkring ham.
Kronprinsen blev i det hele taget modtaget som en konge af garderne på den store dag på kasernen ved Kongens Have midt i København.
Ved Urparaden overrakte kronprinsen "Dronningens Ur" til garder Mads Karrebæk Mortensen, der var blevet udpeget af Vagtkompagniet som tjenesteperiodens bedste garder.
Fører tradition videre
Overrækkelsen af uret har fundet sted siden 1970, hvor det blev indstiftet i forbindelse med Frederik 9. ’s 70-års fødselsdag.
Uret skiftede ved tronskiftet i 1972 navn til “Dronningens Ur”, og dronning Margrethe har siden da videreført traditionen, ligesom kronprins Frederik en dag vil gøre det, når han skal være konge.