30. jul. 2024
Af Marianne Singer

Boede det meste af sit liv i USA: Dronning Margrethes ukendte "onkel" er død

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Christian Castenskiold, der var fætter til dronning Margrethes far, er død i USA i en alder af 98 år.

Den 16. juli meddelte den danske kirke i Californien The Danish Lutheran Church, at Christian Castenskiold var gået bort samme morgen i en alder af 98 år.

”Det er med dyb sorg og dyb taknemmelighed, at vi ærer og mindes vores kære ven og nådige gentleman Christian Castenskiold, som gik bort denne morgen” skriver kirken blandt andet på deres Facebookside.

Fætter til flere konger

Christian Castenskiold var søn af kong Christian 10.s søster, prinsesse Dagmar, og dermed fætter til både kong Frederik 9. og kong Olav af Norge.

Dronning Alexandrine var hans gudmor.

Christian Castenskiolds mor giftede sig med godsejer, hofjægermester Jørgen Castenskiold fra godset Kongstedlund i Nordjylland, hvor Christian voksede op.

I 1951 rejste han til USA, hvor han blev amerikansk statsborger og blev boende til sin død.

Her arbejdede han både for SAS og var blandt andet direktør hos Carlsberg.

Dansk Samlingspunkt

Castenskiold mistede aldrig forbindelsen til sit gamle fædreland og blev et samlingspunkt for de mange danskere i Los Angeles-området.

Således var han blandt andet medstifter af det dansk-amerikanske handelskammer i Los Angeles og med til at stifte Den Danske Klub i Los Angeles.

Derudover var han formand for De Danske Garderforeninger i Udlandet.

Han var gift med dansk-engelske Cecily Abbots, som han fik datteren Alexandra med.

Fornem orden

På dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990 blev Christian Castenskiold, ifølge Politiken, tildelt kommandørkorset af Dannebrogordenen.

Christian Castenskiold havde et nært forhold til den danske kongefamilie, som jævnligt besøgte ham i Californien.

Fik kongeligt besøg

Både dronning Margrethe og prins Henrik besøgte ham, men også kong Frederik og prins Joachim som voksne.

Til Helsingør Dagblad fortalte han, hvor stor en glæde det var at have dronning Margrethe og prins Henrik hjemme til privat middag under parrets officielle besøg i USA, og også norske kong Olav kiggede forbi.

Hyppig gæst

Christian Castenskiold var selv en hyppig gæst ved de helt store kongelige begivenheder i Danmark, såsom Frederik og Marys bryllup i 2004, dronning Ingrids begravelse i 2000, kejserinde Dagmars genbegravelse, samt flere af dronning Margrethes rune fødselsdage.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-30/20040514-230154-1-1524x2172ma-1.jpg
Mærsk Mc-Kinney Møller og Christian Castenskiold ankommer til Frederiks og Marys bryllupsfest på Fredensborg i 2004.
Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix

Til ungdomsbal på Amalienborg

Senest så man ham i Danmark på officiel vis ved Rebildfesten i 2012, hvor han hilste varmt på dronning Margrethe.

Også hans datter Alexandra havde en nær forbindelse til de danske kongelige, og var blandt andet i 1987 inviteret til kongeligt ungdomsbal på Amalienborg.

Hun deltog blandt andet også i prins Henriks 60-års fødselsdag, Margrethes 50-års fødselsdag og Benediktes 50-års fødselsdag.

Christian Castenskiold var ligesom netop afdøde prins Michael af Grækenland blandt de to sidste oldebørn af kong Christian 9.

Læs mere om: