Dejlige omgivelser: Her skal prins Gustav og prinsesse Carinas lille søn vokse op
Det danske kongehus afslørede onsdag formiddag en glædelig nyhed.
Prins Gustav og prinsesse Carina er blevet forældre for første gang – parret har fået hjælp af en rugemor, og både Gustav og Carina var til stede ved fødslen, der fandt sted i USA den 26. maj.
Parrets lille søn har også allerede fået sit navn. Han hedder Gustav Albrecht, bekræfter en talsperson for parret over for BILLED-BLADET.
”En talsperson for prins Gustav zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg og prinsesse Carina zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg bekræfter, at prinseparret har fået en søn ved navn Gustav Albrecht, hvilket de glæder sig meget over og er meget taknemmelige for. Alle har det godt. Efter deres hjemkomst til Bad Berleburg vil man gerne dele videre informationer,” lyder det fra talspersonen.
Den lille Gustav Albrecht skal vokse op på Berleburg Slot, hvor prins Gustav og prinsesse Carina bor til daglig.
Slottet, som ligger i byen Bad Berleburg i Tyskland, har i mere end 700 år været i prins Gustavs far, prins Richards families eje. I dag er det prins Gustav, der står for slottets drift.
Prins Gustav og prinsesse Carina – og nu også lille Gustav Albrecht – bor på selve slottet, hvor prins Gustavs mor, prinsesse Benedikte (der er lillesøster til dronning Margrethe, red.) bor i et hus bag slottet, når hun er i Tyskland.
Prins Gustavs yngste lillesøster, prinsesse Nathalie, bor også på slottet. Hun bor i slottets vestfløj med sine to børn, Konstantin og Louisa, som hun har med eksmanden Alexander Johannsmann.
Til slottet hører 13.000 hektar skov, så der er masser af plads at boltre sig på for prins Gustav og prinsesse Carinas lille ny.
Se de fine billeder fra prins Gustav og prinsesse Carinas private hjem på Berleburg Slot i galleriet herunder.