Denne detalje har Margrethes Amalienborg og slottet i Oslo til fælles
Dronning Margrethe kan på Amalienborg i Gallasalen i Christian VIII’s Palæ nyde en helt særlig lysekrone, som man også kan se to identiske eksemplarer af i Taffelsalen på Christiansborg Slot i København.
Dronning Margrethe nyder lyset
Oprindeligt var de smukke lysekroner, som kan ses på opslag på kongehusets sociale medier fra i dag, ophængt i Festsalen på Det Kongelige Slot i Oslo fra 1849.
De blev dog solgt på auktion i begyndelsen af 1900-tallet i forbindelse med, at der blev installeret elektrisk lys på slottet.
Rekonstruerede lysekroner i Oslo
Tre lysekroner endte i Danmark i 1903, da kronprinsesse Lovisa, der tre år senere blev Frederik 8.s Dronning, købte dem til sin ældste søn, Prins Christian – den senere kong Christian 10.
I 2005 valgte man i Norge faktisk at rekonstruere de solgte lysekroner.
Således kan man på Det Kongelige Slot i Oslo hos kong Harald og dronning Sonja i dag opleve de samme lysekroner i en rekonstrueret version.
Bronze og krystal
De oprindelige lysekroner, der nu hænger på Amalienborg og Christiansborg Slot i København, består af bronze og krystalprismer.
På hver lysekrone er der 48 elektriske lys i bronzestel med vinbladsdekorationer.
Nederst på lysekronerne hænger små drueklaser.
Hver lysekrone er 2,65 meter høj og 1,6 meter i diameter.
Et godt køb
På auktionen i begyndelsen af 1900-tallet gjorde grosserer Meyer ifølge kongehusets kilder en god handel, da han købte fire lysekroner fra slottet i Norges hovedstad til et samlet beløb på 650 kroner.
Et beløb der omregnet til vore dages valuta svarer til omkring 46.000 kroner.