Derfor ankom Frederik og Mary til Parken hver for sig
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er at finde på lægterne, når Danmark spiller første EM-kamp mod Finland.
Men kronprinsparret ankom til Parken på Østerbro i København hver for sig.
Kronprinsessen havde nemlig forinden EM-braget tilbragt en del af lørdagen på en villavej i Rødovre i forbindelse med sit arbejde i Mary Fonden.
Her besøgte hun villavejens vejfest, hvor hun bl.a. spillede fodbold med en del af beboerne. Vejfesten er en del af Mary Fonden, DBU, DR og Østifternes initiativ "Fantasiske Fodboldfester", der ønsker at samle danskerne i et lokalt fodbold-fællesskab.
Klædt i rødt og hvid
Ved vejfesten var der pyntet op til fest og de rød-hvide farver var ikke blot dominerende i festens oppyntning.
Mary var klædt i rødt fra top til tå, og var altså allerede klar til at heppe på det danske landshold, som hun senere skulle overvære.
Da hun stødte til kronprins Frederik i Parken havde hun matchet det røde look med en smuk hvid blazer.
Fodboldhelt kom forbi
Kroprinsessen havde selskab af fodboldhelten Henrik "Store" Larsen, der under vejfestens fodboldkamp spillede på modsatte hold af Mary.
Om vejfesten og de mange andre fester initiativet medfører udtaler kronprinsesse Mary, at hun er meget glad for, at så mange danskere har taget opfordringen om fodboldfællesskaberne til sig.