Derfor bliver prins Christians konfirmation ikke sendt på tv
Mange kongeligt interesserede havde nok håbet på at kunne følge med på tv-skærmen, når prins Christian skal konfirmeres lørdag den 15. maj.
Men hverken DR eller TV2 kommer til at sende inde fra Fredensborg Slotskirke, hvor kronprinsparrets ældste søn kommer til at bekræfte sin kristne tro.
Kongelig tradition
Og det er der en særlig grund til, for modsat kongelige bryllupper, dåb og begravelser har der altid været tradition for, at holde konfirmationen i private rammer, i den kongelige familie.
Således blev der heller ikke filmet inde i slotskirken, da kronprins Frederik og dronning Margrethe og deres søskende blev konfirmeret i sin tid.
Dejlige billeder og live-sending
Men selvom der er lukket for offentligheden, når selve konfirmationen og den efterfølgende fejring i Kancellihuset foregår, kan danskerne glæde sig over, at pressen får mulighed for at tage billeder og filme konfirmanden og hans nærmeste familie både før og efter den kirkelige ceremoni - først ved ankomsten på hovedtrappen i Indre Slotsgård og efter konfirmationen foran slottets havetrappe.
Du kan følge fotograferingen live på BILLED-BLADET, som dækker dækker den festlige begivenhed med flotte billeder og reportager hele dagen i morgen.