19. apr. 2022
Af Sofie Nymand

Derfor har dronning Margrethe aldrig båret det enestående rubinsæt

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/design_uden_navn_-_2022-04-19t133713.209.png
Foto: Hanne Juul
Trods rubinsættets særlige plads i det royale smykkeskrin, er det aldrig blevet båret af dronning Margrethe.

Det kongelige smykkeskrin består af et utal af kostbare, unikke og funklende royale smykker og juveler.

I DRs programserie “Dronningens skatkammer” kommer vi tættere på den kongelige smykkesamling, og i aften var der et særligt fokus på det enestående rubinsæt, som var dronning Ingrids foretrukne, og som i dag bæres af kronprinsesse Mary.

Trods rubinsættets særlige plads i det royale smykkeskrin, er det aldrig blevet båret af dronning Margrethe.

En kronprinsesse værdig

Der har i kongehuset været tradition for, at rubinsættet bæres af hhv. kongens og kronprinsens hustru. Og da dronningen var tronfølger og siden blev regent, har hun ikke båret diademet.

Desuden testamenterede dronning Ingrid rubinsættet til sit elskede barnebarn kronprins Frederik, så hans kommende hustru, kronprinsesse Mary, en dag skulle bære et juvelsæt, der var en kronprinsesse værdig.

Mary bar sættet for første gang tre dage før sit bryllup til den store gallafest, og siden har kronprinsessen båret det til flere store begivenheder.

Gribende familiehistorie

Det imponerende rubinsæt bærer på en gribende familiehistorie.

Det blev skabt til Napoleons kejserkroning i 1804 til Désirée Bernadotte, den senere dronning af Sverige.

https://imgix.billedbladet.dk/design_uden_navn_-_2022-04-19t134024.819.png
Foto: DR

Det ikoniske smykkesæt kom til Danmark i 1869, da Sveriges prinsesse Lovisa giftede sig med danske kronprins Frederik, senere kong Frederik 8.

Siden forærede dronning Lovisa sættet til sin svigerdatter, Alexandrine, og i 1935 fik kronprinsesse Ingrid det i brudegave.

I dag er det ikoniske diadem et signatursmykke for kronprinsesse Mary, som det var for dronning Ingrid.

Programserien “Dronningens skatkammer” sendes i fire afsnit tirsdage kl. 20.30 på DR.

Læs mere om: