Derfor kan kronprinsen ikke være regent i weekenden: Frederik skal noget helt privat
Kronprins Frederik har sammen med kronprinsesse Mary i den første del af denne uge haft travlt i Indien, hvor kronprinsparret har stået i spidsen for et dansk erhvervsfremstød.
Torsdag landede kronprinsparret i Danmark igen, og i dag er kronprins Frederik regent, fordi dronning Margrethe efter sin rygoperation har brug for tid til at komme sig.
I weekenden er kronprinsen dog ikke regent, og en anden kongelig profil tager over som rigsforstander.
Både lørdag og søndag er prinsesse Benedikte rigsforstander, før kronprinsen er tilbage som regent mandag og i dagene derefter.
Kronprins Frederik har private planer
Det er ikke muligt at få oplyst, hvor kronprins Frederik skal hen i weekenden, således at han er forhindret i at varetage opgaven som regent.
Fra kongehusets kommunikationsafdeling lyder det, at det er helt privat, hvad kronprinsen har på programmet lørdag og søndag.
Da kronprins Frederik sammen med kronprinsessen var i udlandet tidligere på ugen, hvor han var i New Delhi og i Chennai i Indien, var prinsesse Benedikte rigsforstander, ligesom dronnings søster altså skal være det i denne weekend, når kronprinsen er væk fra Amalienborg.