Derfor kroner vi ikke konger og dronninger i Danmark
I flere monarkier, heriblandt det britiske, finder man guldkrone, scepter og rigsæble frem, når en konge og dronning krones.
Anderledes ser det ud i vores eget monarki, hvor kronregalierne bliver liggende i montren på Rosenborg Slot.
Der er nemlig ikke tradition for kroning i Danmark – men sådan har det ikke altid været.
Det har Jon Bloch Skippet tidligere forklaret i den kongelige brevkasse.
– Frem til og med Frederik 3.s i 1648 blev monarkerne kronet, men under enevælden i perioden 1660-1848 blev den nye konge alene salvet, for kronen havde han jo arvet.
– Efter Grundlovens indførelse i 1849, hvor den absolutte herskermagt forsvandt til fordel for det konstitutionelle monarki, er Danmarks monarker hverken blevet salvet eller kronet. Den sidste konge, der blev salvet, var Christian 8. i 1840.
I stedet bliver monarken proklameret for folket af regeringschefen – i nyere tid fra balkonen på Christiansborg Slot.
Ligesom dronning Margrethe blev det i 1972, hvor daværende statsminister, Jens Otto Krag, proklamerede dronningen med ordene:
”Kong Frederik 9. er død! Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.!”