Derfor sender Mary og Frederik børnene på skole i Verbier
Det bliver virkelig en spændende oplevelse for hele kronprinsfamilien, når prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent kommer i gang med deres 12-ugers skoleophold i ski-byen Verbier i Schweiz i begyndelsen af 2020.
"Med skoleopholdet ønsker kronprinsparret at give deres børn mulighed for en fælles oplevelse i et internationalt miljø", lyder det i en pressemeddelelse fra kongehusets kommunikationsafdeling.
En god investering
Det kan på mange måder blive en god investering, at kronprinsparrets fire børn sammen kan opleve det udfordrende miljø på den nye skole, hvor de får nye venner fra hele verden og samtidig bliver endnu mere fortrolige med sprogene fransk og engelsk. Der er således mange gode grunde til, at Mary og Frederik giver deres børn denne mulighed.
Mary er begejstret
Kronprinsesse Mary var begejstret, da hun første gang fortalte om sine børns kommende ophold i Schweiz. -Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det, og en gave, de kan have med sig resten af livet, sagde hun til TV 2 under det nyligt overståede erhvervsfremstød i Frankrig. Det bliver også en gave for Mary at være sammen med sine fire børn under det meste af deres ophold i Verbier i Schweiz. Kronprinsessen vil de tre måneder med børnenes skolegang i Verbier skrue ned for sine officielle opgaver i Danmark. Også Frederik vil være i Schweiz hos børnene. Dog ikke så meget som Mary. Han skruer ikke ned for det royale arbejdstempo i Danmark.
Styrker det gode sammenhold
Mary og Frederik sørger med de tre måneder i Schweiz næste år for, at deres børn får udvidet deres horisont. Udlandsopholdet vil give børn noget med på vejen og måske give dem blod på tanden på flere vigtige områder. Kulturelt og fagligt bliver alle børn med stor sandsynlighed styrket, og så vil det helt sikkert også styrke det i forvejen gode sammenhold i søskendeflokken.
Skolegang i skønne omgivelser
Lemania-Verbier International School er et unikt sted, hvor eleverne får en førsteklasses uddannelse I de skønneste rammer. Man ønsker på skolen at uddanne eleverne til at være selvstændigt tænkende individer, som kan være kritiske og kreative, og som altid gør deres bedste. Med kombinationen af fokus på klassisk faglige dyder samt masser af sport på skemaet ønsker man fra skolens side på at hjælpe eleverne til at udnytte deres personlige potentiale så godt som muligt.