Derfor spillede grev Henriks dåb en afgørende rolle i tilblivelsen af Mary Elizabeths Hospital
Dronning Mary var i går med til at åbne udstillingen om tilblivelsen af Mary Elizabeths Hospital.
Hospitalet står efter planen klar i 2026 og er Rigshospitalets specialiserede hospital for børn, unge, gravide og deres familier.
Men selvom hospitalet er opkaldt efter dronning Mary, har en anden fra den kongelige familie også haft en finger med i tilblivelsen. Dog på en lidt anderledes måde.
For grev Henriks døb i 2009 var nemlig afgørende for, at hospitalet blev en realitet.
Det fortalte daværende centerdirektør og professor på Juliane Marie Centret, Bent Ottesen, da BILLED-BLADET mødte ham til udstillingen.
Sammen med fødselslæge Morten Hedegaard havde han ansvaret for fødslen af grev Henrik, og de var derfor inviteret med til barnedåben i Møgeltønder.
Og den begivenhed blev afgørende for det kommende hospital.
- Det første frø til hospitalet blev sået i 2009, hvor vi var inviteret til grev Henriks barnedåb i Møgeltønder. Der mødte vi Kjeld Kirk Kristiansen, som fortalte om sin fond, Ole Kirks Fond, der ikke var så stor dengang.
- Han sagde, at vi var velkomne til at søge, hvis vi manglede noget udsmykning til vores fødegang. Derfra begyndte tankerne at løbe rundt i hovedet på mig. For vi manglede pladser, og der var urimelige vilkår for både de gravide og de syge børn, fortæller Bent Ottesen.
Han tog derfor kontakt til Kjeld Kirk Kristiansen for at høre, om de måtte komme og fortælle om deres drømme. I 2011 mødtes de i Billund, og Kjeld Kirk Kristiansen sagde, at det ville de gerne gå videre med.
Spoler vi frem til i dag, er hospitalet om få år en realitet, og det er blandt andet takket være Ole Kirks Fond.
De har således doneret godt og vel en tredjedel af de 3 mia., som budgettet for hospitalet lyder på.