Det betyder så meget for Kronprinsesse Mary: Jeg bliver altid rørt og glad
Hvert år bor omkring 2000 børn på et krisecenter sammen med deres mor, og meget ofte kommer børnene afsted uden ekstra tøj samt deres legetøj.
Derfor har kronprinsesse Mary og Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond siden 2008 uddelt rygsække til krisecentre i Danmark, på Færøerne og i Grønland.
Forleden pakkede Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og pensionerede Lego-medarbejdere en ny portion rygsække.
I arbejdshallen i Billund blev der blandt andet fyldt tøj, bøger og legetøj i rygsækkene.
Kronprinsesse Mary er taknemmelig
– Jeg bliver altid rørt og glad over, at så mange gode kræfter vil være med til at bakke op om det her projekt. Og på den måde være med til at give de mange børn, der kommer på krisecenter med deres mor, en håndsrækning, siger kronprinsessen i forbindelse med den specielle arbejdsdag, og hun har mere på hjerte.
– Rygsækkene er ikke en løsning i sig selv, men de kan være et lyspunkt i en ellers svær tid, og med rygsækkene viser vi børnene, at vi ser dem og tænker på dem, kommer det fra kronprinsessen.