Det sker i dag: Prins Christian skriver historie og spreder glæde i familien
I stedet for at tage i skole og følge undervisningen i 3. g på Ordrup Gymnasium skal prins Christian her til formiddag noget helt andet.
Prins Christian skal til sit første møde i Statsrådet, og det foregår tirsdag klokken 09.30 på Christiansborg Slot.
På mødet i Statsrådet på Christiansborg vil prins Christian underskrive den såkaldte højtidelige erklæring om at ville overholde grundloven.
Prins Christian sammen med kronprinsen og dronningen
Når Christian i overværelse af dronningen, kronprinsen og regeringen har afgivet sin højtidelige erklæring, vil der for første gang i mere end 100 år foreligge en situation, hvor der både er en tronfølger og en myndig tronarving, som vil kunne træde i regentens sted.
På kongehuset.dk kan man blandt andet læse følgende om dagens historiske begivenhed:
”Når både Dronningen og Kronprinsen på Statsrådet den 14. november 2023 overværer, at Prins Christian afgiver sin højtidelige erklæring, er det således antagelig første gang i grundlovens historie, at tre generationer i arvefølgen er til stede i Statsrådet på samme tid.”
Der er ingen tvivl om, at den 18-årige prins vil gøre kronprinsparret og dronningen særdeles stolte og glade i dag, og mon ikke den historiske begivenhed bliver fejret helt privat i den kongelige familie efter seancen på Christiansborg Slot.