Dronning Margrethe 70 år: Her er talen til gallafesten
Det er mig en stor glæde sammen med prinsgemalen at kunne byde velkomme til denne aften. Nu få dage før min 70-års fødselsdag er vi glade for at kunne samle en bred kreds af repræsentanter for hele landet her i Riddersalen på Christiansborg.
Hver og en af de mænd og kvinder, som er vore gæster i aften, har deres egen baggrund og deres egen historie. De kommer fra alle egne af Danmark, fra Færøerne og fra Grønland. De er en del af Danmark, og sammen med alle, der bor i vort land, deler de ansvaret for vort lands ve og vel. Den indsats vil jeg gerne takke dem for.
I aften har jeg mulighed for at bringe en hilsen og en tak til hele landet for alt, hvad jeg igennem snart mange år har modtaget af venlighed og varm opmærksomhed fra alle sider, det gælder såvel regering og folketing og hele centraladministrationen som alle landets regioner og kommuner. Det betyder meget for mig, at også Færøerne og Grønland er repræsenteret her i aften. Vel kan der være langt fra København til Torshavn eller Nuuk, men for mig har afstanden aldrig virket afskrækkende eller de mange sømil uoverskuelige.
Det er mit håb, at denne aftens vekslende indslag og overraskelser må blive til glæde for alle de, som har lejlighed til at følge med i begivenheden.
Jeg håber, at vi alle må få en dejlig fest og siger af hjertet, velkommen!