18. feb. 2025
Af Majken Munk

Dronning Margrethe er trofast Zirkus Nemo-fan: Søren Østergaard deler gribende minde

Dronning Margrethe og Søren Østergaard
Dronning Margrethe og Søren Østergaard
Foto: Martin Høien
En fast gæst i Zirkus Nemo er dronning Margrethe, som Søren Østergaard kalder en ”trofast publikummer”. Han sætter ord på, hvad hendes opbakning har betydet for ham.

Zirkus Nemo er erklæret konkurs. Det meddeler Zirkus Nemo på deres hjemmeside.

Årsagen er, at pengene er sluppet op.

”Corona med 2 års lange blytunge økonomiske efterveer. Kombineret med den seneste, evindelige, uforudsigeligt plaskende våde sommer med deraf følgende alvorlige vandskader og ekstra ekspres flytninger af Zirkus-teltet ved hjælp af akut indforskrevne cirkus teltarbejdere fra rundt omkring i Europa,” skriver Zirkus Nemo.

I sommeren markerede Zirkus Nemo sit 25-års jubilæum, og det bliver altså deres sidste omgang forestillinger.

Søren Østergaard var blandt andet i anledningen af jubilæet medvirkende i bogen ”Søren Østergaard – så grin dog!”, der blev skrevet i samarbejde med Søren Dahl.

I bogen kommer Søren Østergaard selvfølgelig ind på Zirkus Nemo og en af cirkussets trofaste deltagere.

For en hyppig gæst i cirkusteltet er selveste dronning Margrethe.

”En af minde mest trofaste publikummer er dronning Margrethe. Lige siden starten har hun trofast besøgt Zirkus Nemo hver sæson. De første mange år sammen med Prins Henrik og de seneste år alene,” fortæller Søren Østergaard i bogen.

Han husker mange af gangene, hvor dronning Margrethe var i teltet.

En af de gange, hvor han – og ikke mindst dronning Margrethe selv – blev rørt, var, da hun besøgte Zirkus Nemo i 2023.

”I 2023 var en helt særlig oplevelse. Dronningen havde haft et hårdt forår med sygdom og genoptræning og havde måttet aflyse sine offentlige pligter. Zirkus Nemo i Aarhus ville hun dog ikke gå glip af. Jeg fulgte hende på plads i Zirkus den aften, og da publikum så hende, rejste de sig og hyldede hende med et langt taktfast bifald. Det rørte hende dybt,” fortæller Søren Østergaard i bogen ”Søren Østergaard – så grin dog!”.

Mere om: