Dronning Margrethe fortsætter som rigsforstander
Den 14. januar – 52 år efter kong Frederik 9.s død – træder dronning Margrethe, 83, tilbage som regerende dronning i Danmark.
Dronning Margrethe annoncerede abdikationen i sin nytårstale, hvor hun fortalte, at hendes ældste søn, kronprins Frederik, vil blive udråbt som konge den søndag den 14. januar.
Men selvom dronning Margrethe abdicerer, beholder hun en af sine vigtige roller i kongehuset.
Kongehuset bekræfter, at dronning Margrethe vil beholde rollen som rigsforstander.
De skriver således:
H.M. Dronningen kan efter statsrådet den 14. januar 2024 indsættes som rigsforstander. Som rigsforstander vil Dronningen kunne varetage forpligtelserne som statsoverhoved, når både D.K.H. Kronprinsen og Prins Christian efter den 14. januar er forhindret heri som for eksempel ved ophold i udlandet.
I forvejen kan D.K.H. Kronprinsessen, Prins Joachim og Prinsesse Benedikte indtræde i funktionen som rigsforstander og dermed varetage opgaverne som statsoverhoved.
Som rigsforstander vil dronning Margrethe kunne varetage kong Frederiks forpligtelser som statsoverhoved, når regenten er forhindret. Det kan være, når kongen er udenlands.
Dronning Margrethe blev rigsforstander på sin 18-års fødselsdag den 16. april 1958.