Dronning Margrethe kondolerer: Sender privat hilsen til dronning Elizabeth
Det danske kongehus oplyser fredag eftermiddag på deres sociale medier, at dronning Margrethe har sendt en personlig kondolence til dronning Elizabeth, efter at prins Philip tidligere på dagen døde i en alder af 99 år.
Meddelelsen er skrevet på både dansk og engelsk.
Personlig kondolence
"Hendes Majestæt Dronningen har i dag sendt en personlig kondolence til Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Philip, Hertugen af Edinburghs død.
Prins Philip blev født i 1921 som Prins af Grækenland og Danmark og var oldebarn af Christian IX.
Prins Philip blev i 2017 portrætteret af den australskfødte kunstner Ralph Heimans. På billedet bærer Prins Philip den danske Elefantorden," skriver kongehuset til opslaget på kongehusets Instagram.