Dronning Margrethe og prins Henriks hyggelige aften: Morer sig i Zirkus Nemo
Dronning Margrethe og prins Henrik nød årets sidste juniaften med en hyggelig tur i Zirkus Nemo.
Søren Østergaards gakkede persongalleri i den roste forestilling er ikke ny for regentparret, der flere gange har moret sig kosteligt i cirkusteltet.
Dronning Margrethe og prins Henrik har sågar også ved flere lejligheder inviteret Bager Jørgen, en af forestillingens kendte personager, til at optræde med sin særlige wienerbrødsdans ved store festlige begivenheder i kongehuset.
SE BILLEDERNE: Kærlige øjeblikke mellem dronning Margrethe og prins Henrik
Regentparret blev kort før forestillingens start modtaget hjerteligt af cirkusdirektør Søren Østergaard og fru Lisbet Lundquist:
- Den er jo en gave, den jakke dér, sagde Søren Østergaard grinende til prins Henrik, der selv morede sig over sin farvestrålende jakke.
Dronning Margrethe og prins Henrik fulgtes i Zirkus Nemo med kammerdame Lena von Lüttichau, der tidligere har været dronningens hofdame, og von Lüttichaus datter og svigersøn Stig og Anne Sophie Gamborg fra Møllerup Gods.