Dronning Margrethe viste kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vejen i kareten
Det skulle have været prinsgemalen ved dronningens side på den fornemme 75-års fødselsdagstur i kareten gennem København, men da prinsgemalen blev ramt af en barsk influenza, trådte kronprinsparret til som førstereserver.
Fødselaren havde således kronprinsesse Mary og kronprins Frederik med sig i den gyldne karet, og det var noget, de mange langs ruten var begejstrede for.
Dronning Margrethe viser for alvor vejen
– Nu er hun for alvor ved at vise dem vejen, når de skal være konge og dronning, sagde en storsmilende københavner, der stod tæt på kareten, da den passerede.
Og der var da også noget umærkeligt symbolsk over denne karettur, hvor Danmarks nuværende og højtrespekterede dronning kørte sit særlige triumftog gennem hovedstaden med det kommende kongepar, Frederik og Mary, helt tæt på sig.
Var i godt humør
Det var en smuk oplevelse på en trist baggrund.
Det var dog som om, dronningen, hendes ældste søn og svigerdatter trods alt fik det bedste ud af situationen på en helt igennem smuk dag i et feststemt København.
De tre kongelige karetpassagerer var i godt humør efter en fantastisk balkonscene.
Og derfor var der masser af smil og overskud til alle de tusinder af mennesker, der stod og jublede over fødselaren og kronprinsparret langs ruten fra Amalienborg til frokostreception på Københavns Rådhus.