Dronning Margrethes rørende ord til prins Joachim og prinsesse Marie
Mange har ventet spændt på, hvordan dronning Margrethe i sin nytårstale ville omtale den store krise, som hun og den kongelige familie har været igennem efter majestætens beslutning om at fratage prins Joachims børn deres prins- og prinsessetitel.
Først langt henne i nytårstalen nævnte dronning Margrethe sin familie,
"Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider. Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til", lød det bl.a. fra dronning Margrethe.
Og dronningen havde mere på hjerte:
"At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt. Vi har nu haft en tid med mere ro og eftertanke, og jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod".
På denne måde fik dronning Margrethe med stærke ord understreget, at hun og familien ønsker at se fremad, og at de har en stor tiltro til, at de sammen kan gå imod nye og bedre tider.