Dronning Margrethes vakse hofdame: Reddede situationen sekunder før festmiddagen
Der var lagt rød løber ud foran Christian VII’s Palæ på Amalienborg, hvor dronning Margrethe torsdag aften var vært ved en festmiddag til ære for det norske kongepar, der i disse dage er på officielt besøg i Danmark.
De mange gæster ankom lidt efter lidt, og traditionen tro var det de kongelige, der ankom som de sidste.
Først kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, så dronning Margrethe, og til sidste var det Norges kong Harald og dronning Sonja.
Kort før kl. 20.00, hvor festmiddagen begyndte i palæet, ankom dronning Margrethe i kronebil til den røde løber, men sekunder før, hun trådte ud på løberen, tabte hun sin smukke perlehalskæde.
Dronning Margrethes vakse hofdame i bilen, ambassadør Jette Nordam, puttede halskæden ned i håndtasken og var klar med den, da majestæten senere kunne få den på igen.
På billedet fra ankomsten herunder ses det, hvordan dronning Margrethe ikke har perlekæden på.
Senere, da dronningen sammen med det norske kongepar hilste på gæsterne, havde dronning Margrethe igen den smukke kæde på.