
Dronning Mary kan godt glæde sig: Derfor bliver hendes Royal Run noget helt særligt

Tidligere i dag blev det offentliggjort, hvordan de kongelige deltager ved årets Royal Run.
Her kan man blandt andet se, at kong Frederik deltager i tre af de fem løb, mens hans hustru, dronning Mary, har fået æren af at løbe i Korsør.

Og her venter der hende noget ganske særligt.
For løbet i Korsør sker på et yderst historisk tidspunkt for den sjællandske by.
Det fortæller BILLED-BLADETs chefredaktør, Annemette Krakau, der er født og opvokset i Korsør.
- Jeg er på byens vegne virkelig stolt af og glad for, at den er en af årets udvalgte Royal Run-byer. Korsør kan i år fejre 600 års jubilæum som købstad, og på den måde er Royal Run jo den helt perfekte jubilæumsgave til byen.
- Jeg er sikker på, at der i den grad vil blive dækket op til et brag af en fest 2. pinsedag, hvor H.M. dronning Mary trækker i løbetøjet i Korsør sammen med korsoranerne, siger hun.

Og skal man tro borgmester i Slagelse Kommune, Knud Vincents, er der da også lagt i kakkelovnen til den helt store jubilæums- og løbsfest.
- Vi er i fuld gang med planlægningen, og vi glæder os til at byde dronningen og tusindvis af deltagere og gæster velkommen til en dag, hvor byen og havneområdet vil summe af liv, og dagen fejres med aktiviteter for hele familien, når vi sammen sætter fokus på motion, glæde og fællesskab, fortæller han til TV 2 Øst.
Royal Run finder sted mandag den 9. juni - på 2. pinsedag.
