Dronning Mary kom forberedt: Det trak hun op af håndtasken
Mens sommerkjolerne blafrede i det lune sensommervejr, og københavnerne søgte ud mod kanalernes nedkølende gys, ankom dronning Mary til Holmens Kirke i en langærmet mørk kjole og bredskygget hat.
I forbindelse med Flagdagen for Danmarks udsendte deltog kongeparret torsdag eftermiddag i en mindegudstjeneste for de faldne. Og sammen med pårørende, politikere og øvrige gæster satte kongeparret sig til rette i kirken.
Dronningen var altså klædt til anledningen – og altså ikke vejret, hvis temperaturer havde sneget sig op på 26 grader i indre by. Men Mary kom forberedt.
For også i kirken havde varmen indfundet sig, og der gik ikke lang tid, før dronningen trak en vifte op af håndtasken.
Samme privilegie havde kongen, som var i Søværnets tjenestefrakke, dog ikke. Men man kan da håbe, at han – som sidemand – også fik gavn af viftens friske pust.
Inden kongeparret ankom til kirken, deltog de i en mindehøjtidelighed og efter gudstjenesten overværer de paraden på Christiansborg Slotsplads.