Dronning Mary på hemmeligt besøg: Fejrede noget helt særligt
I disse dage slapper dronning Mary af med familien, og påskeferien kommer som et tiltrængt åndehul i en travl tid.
Op til påskeferien, torsdag den 21. marts, besøgte dronning Mary, uden det var meldt ud i den kongelige kalender med officielle programpunkter, Amager og Hvidovre Hospital for at sige stor tak til alle jordemødre, som er med til at opspore og hjælpe gravide, der oplever vold eller voldsomme konflikter i deres parforhold.
Dronning Mary fejrer succes
Dronning Mary holdt en tale til de særlige jordemødre, som har gjort en stor forskel.
– Jeg er rigtig glad for at være her i dag – sammen med alle jer, der gennem jeres hårde arbejde og store indsats har gjort vores fælles projekt til virkelighed. I dag fejrer vi, at vi er lykkedes med at skabe mærkbare resultater. I har fundet mange gravide og par, der har voldsomme konflikter eller vold i deres parforhold. Og dem, der har ønsket det, er blevet tilbudt hjælp. Samtidig hører jeg, at I oplever, at der er sket en kulturændring, sagde dronning Mary blandt andet og fortsatte.
– I dag er det at spørge ind til vold ikke længere et tabu, og I har fået et fælles sprog og en fælles faglighed for at gå ind i arbejdet med at hjælpe parrene. Vi ved, at vold går i arv, og at vold avler vold. Derfor kan vi, når vi har bidraget til at stoppe volden i bare en enkelt familie, skabe en forandring, der kan sprede sig som ringe i vandet. Endnu en gang tusind tak for jeres kæmpe indsats og engagement. Tak!
Mary Fonden gør en forskel
Mary Fonden har siden 2019 sammen med Amager og Hvidovre Hospital, Dialog mod Vold og Østifterne udviklet projektet Sammen uden vold – Gravide.
Indsatsen har betydet, at jordemødre i dag finder langt flere gravide og par med vold eller voldsomme konflikter end tidligere.
De gravide og par, der ønsker det, får desuden tilbudt hjælp til at komme ud af den voldelige relation.
Målet med indsatsen er at færre skal leve med vold i parforholdet og at færre børn skal vokse op med vold i hjemmet.