Dronning Mary til strygemiddag i 10 år gammel kjole
Den stod på kongeligt kalas, da kong Frederik og dronning Mary onsdag aften havde inviteret kongeskibets officerer til middag i Christian VII’s Palæ på Amalienborg, hvor også dronning Margrethe deltog.
Middagen, som er den såkaldte strygemiddag, var anledning til, at officererne kunne klæde sig pænt på, og dronning Mary var naturligvis også smukt klædt på til den festlige aften.
Den 52-årige dronning var hoppet i en kjole fra Erdem, som hun for første gang bar for ti år siden.
Kjolen fik sin debut i 2014, da Mary, der dengang var kronprinsesse, deltog ved en festforestilling i Operaen i anledning af fejringen af 200-året for Norges første grundlov.
Dengang havde Mary sat sorte pumps og en sort clutch til kjolen, og i 2024 havde hun opdateret looket ved at kombinere kjolen med lilla ruskindspumps fra Gianvito Rossi og en lys rosa silkeclutch fra Bottega Veneta.
Mary havde sat et par helt særlige øreringe til sit elegante aftenlook: Et par smukke briolette-øreringe med ametyst, som er Marys fødselssten, fuldendte dronningens festlige antræk.