26. apr. 2022
Af Sofie Nymand

Dronningen afslører: Han holdt på Margrethe og Henriks store hemmelighed

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/design_uden_navn_-_2022-04-26t144259.848.png
Foto: Martin Høien
I forbindelse med dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup i 1992 opstod der en sjov episode, der involverede en hemmelighedsfuld guldsmed.

Mørke biler med prominente gæster, diskret personale og en hemmelighedsfuld guldsmed.

I tiden op til regentparrets sølvbryllup i 1992 var der påfaldende meget trafik til og fra en lejlighed ved Søerne i København, hvor guldsmed Torben Hardenberg har både bolig og værksted.

Både dronning Margrethe og prins Henrik havde fået samme idé: At give den anden en personlig og enestående gave.

Og uafhængigt af hinanden havde de begge besluttet, at det var Torben Hardenberg, der var den rette til at skabe den helt perfekte sølvbryllupsgave.

Det fortæller dronning Margrethe i DRs dokumentarprogram “Dronningens skatkammer”, hvor der i udsendelsens tredje afsnit er fokus på de smykker, som prins Henrik forærede sin sølvbrud.

Guldsmed Torben Hardenberg stod derfor overfor en vigtig opgave. Alle møder med de to prominente gavegivere skulle holdes hemmelige for den anden, indtil værkerne var færdige.

– Min mand ville have lavet noget til mig, og han gik til Hardenberg. Samtidig havde jeg fundet ud af, at jeg skulle have en gave til min mand. Det gik jeg også til Hardenberg med og bad ham om at lave.

– Jeg anede ikke, at min mand havde været hos Hardenberg, og min mand anede ikke, at jeg var hos Hardenberg, siger dronning Margrethe i “Dronningens skatkammer” på DR.

https://imgix.billedbladet.dk/bb-837355.jpg
Dronning Margrethe med de smykker, hun fik foræret af prins Henrik i sølvbryllupsgave.
Foto: Jesper Sunesen

Guldsmed Torben Hardenberg måtte holde hovedet koldt for ikke at afsløre prins Henrik og dronningens overraskelser.

– Hardenberg påstod, at han måtte lave gammeldags komedie, ind og ud ad døren, for at vi ikke skulle mødes. Det lykkedes. Det var virkelig morsomt, fortæller dronning Margrethe i programmet.

Dronning Margrethe forærede sin mand en udsøgt nautiluspokal, og hun blev selv overrasket med en smuk halskæde og dertilhørende øreringe i guld med perler og rubiner.

Læs mere om: