Dronningen flytter i dag ind på Amalienborg
Kronprinsen har indtil i dag, torsdag den 23. august, fungeret som regent, mens dronningen har afholdt sommerferie på familiens vinslot i Frankrig. Men nu hvor kronprinsparret og deres fire børn er ankommet til Færøerne, hvor de i de kommende dage skal besøge store dele af landet, er det igen dronningen, som overtager stafetten.
Sommertogt med Dannebrog
I dag er der nemlig residensforlæggelse til Christians den IX's palæ på Amalienborg, som er dronningens bolig i København. For dronningens vedkommende bliver der tale om et kort ophold på Amalienborg. Allerede torsdag i næste uge (den 30. august) flytter dronningen igen residens. Denne gang er det til kongeskibet Dannebrog, som danner rammen om dronningens bolig og i dagene herefter besøger dronningen Aarhus Festuge og Silkeborg på årets togt.
Årets kalender er i øvrigt nærmest identisk med kalenderen i 2017. Her boede dronningen også på Dannebrog i en lille uge, indne hun tog turen til Aarhus Festuge.