Dronningen og kronprinsparret tager imod kong Felipe og dronning Letizia: Derfor er prins Joachim og prinsesse Marie der ikke
Kareten er kørt frem, sølvtøjet er pudset og dronningen er klar til at tage imod Spaniens kong Felipe og dronning Letizia, der mandag indleder deres statsbesøg i Danmark.
I Københavns Lufthavn vil dronning Margrethe være flankeret af kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte, når kongeparret lander.
De kommende dage byder på et væld af programpunkter, og også her vil prinsessen og kronprinsparret bistå dronningen.
Mens de resterende to af kongehusets arbejdende medlemmer glimrer ved deres fravær – nemlig prins Joachim og prinsesse Marie.
Prinseparret vil ikke være til stede under statsbesøget. De er forhindret, da prins Joachim har andre forpligtelser i forbindelse med sit job som forsvarsindustriattaché.
Det oplyser kongehuset forud for statsbesøget.
Prins Joachim tiltrådte stillingen på den danske ambassade i Washington D.C. i september. Kort forinden havde han afsluttet jobbet som forsvarsattaché i Paris.
Selv om prins Joachim og familien nu bor i USA, varetager han ifølge Forsvarsministeriet stadig visse opgaver for kongehuset i det omfang, som arbejdet som forsvarsindustriattaché tillader det.
Prinsen modtager også fortsat årpenge, hvilket Folketinget gav tilladelse til ved en afstemning i maj.