Dronningen skal fejres af De Nattergale
I over 20 år har dronning Margrethe været vild med De Nattergale. Hun synes, de er sjove, og hun griner af den besynderlige måde, de taler på. Derfor var der ingen tvivl i dronningens sind, da hun blev spurgt, hvem der skulle underholde ved den første af de tre meget store fester, der holdes i anledning af hendes 70-års fødselsdag.
Dronningen er især vild med "The Julekalender" og den spøjse blanding af dansk og engelsk, og derfor har De Nattergale lavet et helt særligt nummer til den store dag.
De Nattergale optrådte første gang for dronningen ved en privat fødselsdagsfest på Herlufsholm, da hun fyldte 50 år i 1990, og de stod også på scenen, da hun fyldte 60, så hun er en af deres mest trofaste fans.
Det bliver en flot fest på Christiansborg Slot. Dronningen er i en helt ny robe, og både kronprinsesse Mary og prinsesse Marie vil være i fornemme gallakjoler.