Dronningens uvurderlige støtte fejrer stor dag: Lene Balleby fylder 65 år
Det er en helt central og uvurderlig medarbejder i den kongelige stab, som onsdag fejrer sin 65-års fødselsdag.
Kommunikationschef Lene Balleby har siden januar 2008 været ansvarlig for al kommunikation og presse i kongehuset og har gjort et kæmpe stykke arbejde i sin tid i kongehuset.
Og som højt værdsat medarbejder har der helt sikkert også været kongelige tillykke-hilsner til hende på den særlige dag.
Hædret af dronningen
Hvor højt kongehusets kommunikationschef er værdsat af dronningen blev blandt andet understreget, da dronning Margrethe i starten af året tildelte Lene Balleby Kommandørkorset af Dannebrogordenen.
Det er blandt andet i Lene Ballebys tid, at kongehuset kom på de sociale medier, hvilket skete i 2016.
Høj stilling i udlandet
Inden Lene Balleby begyndte i kongehuset, var hun ansat som leder af presse- og kultursektionen på den danske ambassade i Washington, hvor hun blandt andet stod for at arrangere kongelige statsbesøg, og havde været kommunikationsdirektør i Egmont.
Lene er født i Ringkøbing og gift med cand.oceon. Erik Brink Andersen.
Sammen har de døtrene Simone og Emilie.