Dybt berørt prinsesse Marie viser ofrene sin respekt
Prinsesse Marie er i Cambodja på protektionsrejse, og prinsessen vil i løbet af dagene i Cambodja få indblik i Folkekirkens Nødhjælps arbejde med fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og styrkelse af rettigheder i landet.
Prinsesse Maries rejse til Cambodja markerer Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum i 2022.
Prinsesse Marie dybt berørt
Kort efter at prinsessen var landet i Phnom Penh, besøgte hun et af de mest uhyggelige steder i landet – et sted, der af mange kaldes Cambodjas Auschwitz.
Folkemordsmuseet Choeung Ek er et mindesmærke over det barbari og mareridt, som begyndte, da De Røde Khmerer i 1975 erobrede herredømmet i landet med Pol Pot som leder.
Hele 1,7 millioner blev ofre for Pol Pot og De Røde Khmerers folkedrab.
Og flere tusind blev brutalt henrettet på det sted, prinsesse Marie besøgte og lagde blomster for at vise ofrene sin respekt.
Prinsessen blev vist rundt
Prinsesse Marie var dybt berørt af højtideligheden, og herefter blev prinsessen vist rundt på folkemordsmuseet, hvor der er afmærket flere massegrave.
Prinsesse Marie skal de næste dage i Cambodja gennem et omfattende program, og du kan følge med i det hele her på vores website.