Efter kongeligt dødsfald: Nu får kong Frederik den tilbage
Den 28. juli blev den græske kongefamilie ramt af et dødsfald.
Prins Michael, som var nært beslægtet med kong Konstantin, gik bort, 85 år gammel.
Selv om prinsen levede det meste af sit liv i Grækenland og Paris, havde han et nært slægtskab til det danske kongehus. Og med det fulgte Danmarks fineste orden, Elefantordenen.
Prinsen var ligesom flere af de europæiske kongelige efterkommer af danske kong Christian 9., som gik under tilnavnet ’Europas svigerfar’, da flere af kongens børn blev gift ind i eller blev overhoveder af adskillige europæiske kongehuse.
Det var også tilfældet med prins Michaels farfar, Georg den 1. af Grækenland, som var født som prins Vilhelm og søn af kong Christian 9. og dronning Louise.
Derfor var den nu afdøde prins også prins af Danmark, og i 1964 blev han tildelt Elefantordenen.
Men Elefantordenen følger ikke prinsen i graven – tværtimod skal den nu tilbage til Danmark og kong Frederik.
Det står sort på hvidt på kongehusets hjemmeside:
”Alle danske ordener skal tilbageleveres til Ordenskapitlet ved modtagerens død – dette følger udtrykkeligt af statutterne (vedtægterne) for Elefantordenen og Dannebrogordenen.”
Det er den regerende monark, som er ordensherre, og det er derfor kong Frederik, som forvalter ordener og beslutter, hvem de skal tildeles.