Efter tronskiftet: Får dronning Mary sin egen helligdag?
Søndag den 14. januar abdicerer dronning Margrethe, og dermed overlader hun frivilligt tronen til kronprinsparret efter intet mindre end 52 år som Danmarks monark.
Nyheden om dronningens frivillige abdicering, som hun annoncerede i sin nytårstale den 31. december sidste år, har rejst adskillige spørgsmål, og nu har endnu et meldt sig på banen.
Ifølge Weekendavisen har omtrent 200 mennesker på kronprinsesse Marys fødeø, Tasmanien, forsøgt at gøre krav på, at den 5. februar, som er den kommende dronnings fødselsdag, fremadrettet skal være en national helligdag.
Det har gruppens talsperson Tori Hodgman, ifølge mediet, sagt i et indslag, der blev sendt på den australske radiostation ABC Radio Hobart.
Skulle danskerne lade sig inspirere af ønsket om en helligdag på den kommende dronning Marys fødselsdag, så bør man dog lige have in mente, at det ikke tyder lovende for en helligdag på Tasmanien.
– I regeringen er vi oplagt meget, meget begejstrede for, at Tasmaniens egen kronprinsesse Mary skal krones (hun bliver ikke kronet, red) som dronning af Danmark, og vi glæder os meget over den gode og muntre ånd, anmodningen om en helligdag må være fremsat i. Men vi overvejer altså ikke at gøre dagen til en helligdag, forklarer Tasmaniens fungerende premierminister, Michael Ferguson, ifølge Weekendavisen, til lokalmediet Pulse Hobart.
Michael Ferguson lover dog, at han og regeringen snart har mere at fortælle om en særlig tasmansk gave, de har i sinde at give den kommende dronning Mary.
Du kan læse hele artiklen her.