Ekspert har kæmpe forventninger til prinsen i USA: Joachim kan åbne døre og se nye muligheder
Prins Joachim tiltræder 1. september 2023 Den Danske Ambassade i Washington D.C., hvor han som attaché skal dække USA og Canada, og stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.
Det vækker glæde flere steder, at prins Joachim bliver ny forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché i USA.
Prins Joachim skal bidrage
Prins Joachim vil som forsvarsindustriattaché referere til Forsvarsministeriet og i det daglige virke til ambassadøren og forsvarsattachéen i Washington D.C.
– USA er vores vigtigste allierede og samarbejdspartner. Det transatlantiske bånd er helt afgørende i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i. Det er vores ambition at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde markant med USA, og Prins Joachim vil i høj grad bidrage hertil, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Joachim kan åbne døre
Også hos Dansk Industri, DI Forsvar og sikkerhed, der er brancheforening for forsvarsindustrien i Dansk Industri, er der stor tilfredshed med nyheden om prins Joachim.
– USA er Danmarks vigtigste allierede og største eksportmarked på forsvarsområdet, og prins Joachim har dyb indsigt i dansk forsvarsindustri og kan både åbne døre og se nye muligheder, lyder det fra Joachim Finkielman, branchedirektør for DI Forsvar og sikkerhed.
Og Finkielmann, der som ekspert på området blandt andet har udtalt sig om prins Joachim til TV 2 News, har mere på hjerte.
– Prins Joachim har i Paris gjort en enestående indsats for at støtte danske virksomheders bestræbelser på at samarbejde med Frankrig, og det er derfor med stor glæde, at vi ser frem til samarbejdet i USA, siger Joachim Finkielman.