Får adgang til et overdådigt smykkeskrin: Nu bliver kronjuvelerne Marys
Søndag den 14. januar bliver en historisk dag, når kronprins Frederik udråbes til Danmarks konge. Samtidig bliver kronprinsesse Mary dronning.
Det indebærer flere ændringer for den nuværende kronprinsesse, og en af dem involverer hendes smykkeskrin.
Mary vil nemlig fremover have adgang til de mest overdådige smykker i Danmark, nemlig kronjuvelerne.
Kronjuvelerne består af et brillant-sæt, et smaragd-sæt, et perle-rubinsæt og et rosensten-sæt. Smykkerne tilhører Kronen, og det betyder, at det efter tronskiftet er dronning Mary, der vil have mulighed for at bære dem.
”Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at de ikke medbringes ved besøg i udlandet. De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning,” skriver kongehuset om kronjuvelerne.
Når kronjuvelerne ikke bruges, er de udstillet i skatkammeret i den sikrede kælder under Rosenborg Slot.
Det er dog ikke de eneste smykker, som Mary nu kan tilføje til sin samling. Hun får nemlig også adgang til smykkerne fra Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis, der blandt andet består af Perlepoire-sættet.
Perlepoire-sættet består af et diadem, halskæde, øreringe og brocher. Sættet blev oprindeligt ikke skabt som en helhed, men betragtes i dag som det.
Det er blandt dronning Margrethes fortrukne, og det er muligvis et af de sæt, som hun har båret flest gange ved officielle begivenheder, blandt andet ved runde fødselsdage, nytårstafler og statsbesøg.
Disse smykker nedarves i slægten og ejes dermed ikke af den enkelte person. Ifølge kongehuset bruges de af den siddende dronning og kan modsat kronjuvelerne medbringes til udlandet for at bruges ved gallabegivenheder.
Se billeder af alle de overdådige smykker i galleriet herunder: