Får kritik: Rideforbundets formand kontaktede kong Frederiks privatsekretær
Torsdag meddelte Etisk Komité, at de udtaler kritik af forskellige konkrete beslutninger truffet af formanden for DRF i forhold til bestyrelsen.
Dansk Ride Forbund har været præget af uro de seneste måneder. Bestyrelsen har været splittet, og uenighederne kulminerede i september, hvor de fire bestyrelsesmedlemmer Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie Zu Sayn Wittgenstein klagede over formand Dan Boyter, næstformand Ditte Bach Sørensen og direktør Morten Schram Rodtwitt til Etisk Komité.
Det er dog ikke kun prinsesse Nathalie, der er involveret i den indviklede sag. Også hendes fætter kong Frederik drages nu ind i konflikten.
I sagernes mange bilag, der ligger til grund for afgørelsen i Etisk Komité, kan man nemlig læse, at formand Dan Boyter i august/september kontaktede både prinsesse Benediktes og kong Frederiks privatsekretærer for at få prinsesse Nathalie til at trække sig fra bestyrelsen.
I en offentliggjort mail, der ligger tilgængelig på Dansk Ride Forbunds hjemmeside, kan man blandt andet læse følgende i en mail sendt fra Henrik Jørgensen til Dan Boyter og resten af bestyrelsen.
"Jeg er meget chokeret over, at du har kontaktet både HKH Prs. Benediktes og HM Kong Frederiks privatsekretærer. Det må da være et brud på tavshedspligten. Jeg forstår slet ikke, hvorfor Kongen og Prinsessen skal indblandes."
Også prinsesse Nathalies advokat italesætter Dan Boyters henvendelse til kongehuset.
"Efterfølgende er det konstateret at DB havde kontaktet såvel HKH Prinsesse Benediktes privatsekretær, men også HKH Kong Frederiks."
Og det er netop de henvendelser som Etisk Komité kritisererer i deres afgørelse.
"Etisk Komité vurderer, at formanden havde andre muligheder for at opnå det ønskede mål f.eks. at lade Klager 3 selv orientere Kongehuset. Etisk Komité bemærker, at det var formandens opfattelse, at Klager 3 var uegnet som bestyrelsesmedlem, og at det netop var denne opfattelse, som formanden frygtede, skulle blive offentliggjort i medierne. Henset hertil vurderer Etisk Komité, at formandens orientering af Kongehuset ikke kunne undgå også at være en orientering om formandens opfattelse af Klager 3’s påståede manglende kvaliteter som bestyrelsesmedlem. Etisk Komité vurderer derfor, at formanden burde have undladt at tage kontakt til Kongehuset."
Man kan læse den fulde afgørelse her.