Familien samlet til dronningens premiere
Dronning Margrethe har god grund til at smile trods udtalte premierenerver.
- Jo, jeg er lidt nervøs, sagde dronningen ved ankomsten til Tivoli via personaleindgangen til Tivolis Koncertsal.
Hun kom i god tid, før de mange inviterede gæster begyndte at indfinde sig i den lys- og julesmykkede have. Dronningen ville lige tjekke, at alt var, som det skulle være.
Men der var ikke grund til nervøsitet, for det meste af dronningens familie var klar til at støtte hende fra 9. række, da tæppet gik til verdenspremieren på balletforestillingen "Snedronningen" præcis kl.20.00.
Prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie støttede storesøster
Blandt de mange kongelige var dronning Margrethes to søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie.
Kronprinsesse Mary gik glip af forestillingen
Kun få fra den kongelige familie manglede, nemlig kronprinsesse Mary, der er på vej til Indonesien, og prins Felix.
Prins Joachim og hans to yngste børn var heller ikke med, da de var hjemme i Paris.
Prinsesse Marie ankom derfor med prins Nikolai og komtesse Ingrid, datter af prinsesse Alexandra af Berleburg.
Dronningen har for ottende gang lavet kostumer og scenografi til Tivoli, men aldrig til så stor en opsætning som den i aften med levende musik af musikeren Oh Land og med den prisbelønnede Yuri Possokhov som koreograf.
Prinsesse Josephine holdt far i hånden
Dronningen Margrethe havde ønsket, at børnebørnene kom i Tivoli og overværede balletten, og de så også ud til at glæde sig.
Kronprins Frederik ankom med alle fire børn. Prins Christian gik sammen med lillebror, prins Vincent, og bagved gik prinsesse Isabella og prinsesse Josephine med sin far i hånden.
Til premieren var også flere af dronningens gode venner.
Alle ville de støtte dronningen og se, hvad majestæten nu havde fundet på, for at gøre H.C. Andersens fantastiske eventyr til en tryllebindende ballet.
Reportagen fra Tivoli kan ses i næste nummer af BILLED-BLADET.